Downsize dig glad

13. januar 2016
downsizin

For to år siden blev jeg skilt. På få uger gik jeg fra at have stort hus, have, garage, udekøkken, indekøkken, tre badeværelser, to sofaer, kingsize-spisebord samt et hav af dims, dut, køkkenmaskiner, service, lysestager og vaser … til at have stort set ingenting. Jeg flyttede ind i en lille lejlighed, hvor børnene fik værelserne, og jeg selv sov i stuen. Jeg lånte lidt køkkenservice af min søster, købte to gryder og en pande i Ikea, købte spisebord og senge på Den Blå Avis. Og det var det. Sjovt var det ikke. Men omvendt lærte jeg en hel masse i de to år, hvor jeg levede dette lettere studentikose liv. At man ikke skal tage ting for givet. At ting ikke er det, der i bund og grund gør dig lykkelig, og at man ligefrem kan føle en lettelse og frigørelse i kun at eje lidt, men godt!

At Downsize er en af tidens helt store trends. På lige linje med økologi og upcykling. Jeg downsizede af nød og kan derfor ikke bryste mig af at være first mover på den tendens, men jeg kan nikke genkendende til mange af pointerne, fortalerne for downsizing har (læs bl.a. mere her). Tøj, bolig og nips er skønt, men det skal være dig, der ejer dét – og ikke omvendt. Ellers kan det hurtigt gå hen at blive en belastning og en økonomisk klods om benet. I dag har jeg atter upsized til en lejlighed med plads til alle. Jeg er nu igen den stolte ejer af en sofa og nogle smukke lamper og vil ikke nægte mig selv den kvalitet og de lækre omgivelser, der gør, at jeg kan slappe af og føle mig godt tilpas. Men det skal være det rigtige. Bevidst forbrug frem for bevidstløs shopping i blinde. Tiden kalder på en ny forbrugskultur, der ikke blot tager hensyn til økonomien og miljøet, men hvor vi også bringer vores livsværdier i centrum. Penge og forbrug kan være midlet til målet, men aldrig målet i sig selv.

 

Måske kan du os like

Ingen kommentarer

Svar på indlægget