For nogle uger siden var jeg til en middag, der rørte mig dybt. Til stede var en af mine kvindelige slægtninge, som jeg ikke har set i mange år. Hun har været ud i et misbrug det meste af sit liv. Har i lange perioder helt mistet kontakten til sin familie, men er nu – efter indædt kamp med sine dæmoner – kommet ud på den anden side. Medtaget og mærket, men i live – og vigtigst af alt: Taknemmelig!
For da hun stod ved korsvejen efter i mange år at have afskåret alt og alle, blev hun som led i et afvænningsprogram bedt om at ringe til dem, der betød noget for hende, og sige undskyld. Hun greb nervøst telefonen og ringede til sine nærmeste. Og som hun sagde: ”De kom med det samme. Efter alt det, jeg har budt dem, godtog de min undskyldning og kom! Det er jeg så dybt taknemmelig for.”
Her må jeg indrømme, at min underkæbe bævede af bevægelse. For hvor er hendes historie stor – essensen af familiekærlighed, når den favner livets indimellem barske vilkår til fulde! Ordet ”undskyld” og tilgivelsen, der venter på den anden side, er et af livets store mirakler. Og udfordringer. For ordet kan være sindssygt svært at få over sine læber, og tilgivelsen kan på den anden side være svær at give med hele sit hjerte. Men sker det, forløser det som intet andet. Det betaler sig at sige undskyld. Og det betaler sig at kunne tilgive.
Nye kommentarer