Anden dag i kloster – gal eller genial?

15. februar 2016
Udsigten fra min celle.

Ligger i min seng med åbent vindue og lytter til Umbriens regn. Dråberne falder stille, soft. Alt er særligt soft her. Undtagen mig – jeg står knivskarpt. Mere enkel og ligetil end nogensinde før. Alt det forvirrende er skåret væk. Eremito lader mig kun mærke essensen. Kærligheden. De kreative tanker. Sanseligheden. Glæden. Livsgnisten. Den flyder overalt … I naturen, i luften, i maden. Alt er båret oppe af denne kolossale enkelhed.

Dagen går med gåtur. Mad. Skriverier. Yoga. Og dybe samtaler med Marcello, der har opført stedet her fra bunden. Før han blev eremit, var han en af Italiens mest succesfulde modedesignere. Indtil han solgte alt, sejlede jorden rundt i to år og derefter boede 14 år i den mexikanske jungle, hvor han drev et af verdens første økologiske hoteller. For 12 år siden fik han ideen til at lave et moderne kloster. For os almindelige syndere. Han rejste rundt og boede hos munke rundt omkring. Tildrog sig deres enkle livsstil og dagsrytme. Kørte Italien tynd for at finde det helt rigtige spot og brugte derefter 4 år på at bygge Eremito. Sten for sten. Ovenpå den gamle klosterruin.

”Når du har succes er du et geni. Når du ikke har succes, er du skør. I de 12 år jeg har arbejdet på denne drøm har alle syntes jeg var skør. Alt det arbejde. For 14 værelser! Men jeg tænkte at hvis JEG har brug for et sted som dette, er der nok også andre i verden der har brug for det. Lige nu er der dig og to andre som gæster. Banken er ikke glad. Men det er jeg. Jeg er den lykkeligste mand i Italien,” smiler Marcello. Hans vision er ikke at missionere eller komme med doktriner, men blot give folk en smagsprøve på hvordan det opleves at komme tilbage til ”the basics” ved at skabe det han kalder ”et kloster for det tredje millenium.” Hvor vi kan disconnecte for bedre at kunne connecte. Med os selv og med verden – når vi atter drager tilbage. Efter 12 års passioneret arbejde og eremittilværelse kunne Marcello i sidste uge høste anerkendelse, da han blev kaldet til London for at modtage en af de mest prestigefyldte priser i hotelbranchen. Prisen for ”Best mental recovery”-sted … i verden! Manden var ikke gal … men genial.

eremito3

Eremito1

Det er blevet tid til aftenmåltidet. Vi spiser i stilhed. I den mørke spisesal kun oplyst af levende lys. Vi er tre. Mig og to mænd – den ene i 40’erne (og tydeligvis på slank fra livets nydelser som mad og vin) og en i 50’erne (der som jeg tager lifligt for sig af både vin og dessert). Vi sidder bænket op på den ene langside af et bord. Side om side. Med mig i midten. Mig og mine munke. Eller to italienere og jeg – i hver deres ensomme, eftertænksomme bobbel. Først en salat med hvedekerner, olivenolie og æg. Så en grøntsagssuppe. Dernæst en grøntsagsret med rødbeder. Og til sidst hjemmelavet is. Chokolade og vanille. Da måltidet er ovre, klimter tjeneren (Marcellos bror, Sergio) med klokken. Nu må vi tale igen. Men det har vi slet ikke lyst til. Vi sidder der bare i stilhed. Tre mand høj. Der aldrig har mødt hinanden. Side om side. Mætte. I live.

Regnen er faldet tungt hele dagen. På nær kl. 16.15, hvor solen - præcis som i går - rammer mit ansigt på min faste plads i klosterstuen. Det nærmer sig magi.

Regnen er faldet tungt hele dagen. På nær kl. 16.15, hvor solen – præcis som i går – rammer mit ansigt på min faste plads i klosterstuen. Det nærmer sig magi.

 

Måske kan du os like

Ingen kommentarer

Svar på indlægget