Første dag i kloster – ankomst

14. februar 2016
img_3274-1.jpg

I ensomhed ser jeg Italien suse forbi. Golde vinmarker, regnskyer på himlen, græssende får i det bakkede landskab.

Der er noget sært oprivende ved at køre med tog gennem fremmede egne. Helt alene. Som en ægte eventyrer. På rejse i verden og i sig selv.

Stationen Fabro-Ficulle er blot et trinbræt. En ensom perron i en egn de fleste blot kører igennem. Jeg bliver hentet af Vincenzo i en ældgammel ramponeret grøn Fiat. Jeg sætter mig ind ved siden af ham og vi bevæger os bumlende gennem først veje og dernæst små skovstier. “You want musica?” Spørger han? Jeg nikker… “In Eremito only Gregorian music, so here, Easy Rider,” griner han begejstret. Booooorn to be wiiiiiild, lyder det skrattende fra anlægget mens vi ruller ud mod ensomheden. Oh yes – I feel it!

Det har regnet tungt hele dagen, og vejen bliver mere og mere ufremkommelig. På en lille rasteplads holder pludselig en jeep med en ældre mand i. “We change here,” siger Vincenzo, og vi hopper ud af Fiat’en og ind i Jeep’en. En nødvendighed for at kunne forcere den sidste stejle stigning op mod Eremito. Jeg er så spændt af forventningens glæde at jeg griner højt, når de store huller i vejene gør at jeg letter fra bilens sæde. Og pludseligt toner det frem foran mig. Eremito. Klosteret. På toppen af bjerget med udsigt udover den smukkeste floddal. Sunday – I’m in love!

Jeg træder ind i klosteret, hvor man først skal igennem en lang, mørk stengang. Jeg overvældes med det samme af en enorm ro og fryd. Hele bygningen emmer af noget jeg kun kan betegne som salighed. Jeg bliver vist ind på mit værelse. Min celle. Hugget ind i de tykke mure. Stenbord med udsigt over dalen. En lille stenvask. Toilet og bad. Og en seng med en helgentavle over hovedegavlen. San Benedetto, f. 480, død 547, er min sengeherre de kommende nætter.
Jeg klæder om til noget blødt og behageligt og sætter mig ned i klosterets hjerte og skriver. Med grøn the, gregoriansk munkesang og en sær følelse af afklarethed og lethed. Og en summen i panden, som jeg ellers kun oplever når jeg en sjælden gang imellem får taget mig tid til at meditere – og lykkes med det.

Hver en celle i min krop summer af ro og lykke. Så enkelt kan livet føles. Bare være. Ikke gøre. Ikke tænke. Ikke stræbe. Bare være. Lige her og nu. Jeg er den fødte eremit.

img_3320.jpg 
Sådan ser man ud, når man sidder i klosterets hjerte. Med gregoriansk munkesang i baggrunden, ild i pejsen og solen pludseligt rammer ens ansigt gennem vinduet i de tunge mure. Salig.

img_3316.jpg

img_3312.jpg

Måske kan du os like

Ingen kommentarer

Svar på indlægget