Jeg. Er. Stille.

20. november 2016
enjoy_the_silence

Jeg. Er. Stille.
Meget af tiden. For tiden.
Det står jeg ved.
For i stedet at dykke ned i livet. Havet. Litteraturen. Roen.
Og måske dermed komme tættere på kærligheden. Børnene. Vennerne. Og mig selv.

For shit – alt tager tid. Og jeg har ikke nok af den. Slet ikke mere. For jeg har opdaget at jeg er halvvejs i livet. Måske mere. Og jeg har slet ikke kysset nok endnu. Eller grinet nok. Eller klatret i bjerge nok. Eller badet nok. Så det vil jeg gøre. Og kun sige noget når jeg har lyst. Og måske i stedet lytte lidt mere? Til nogle kloge hoveder. Eller bare til vinden i træerne og regnen på ruderne og mine børns hjerteslag. (Og indimellem også lidt vild musik til at gå amok til).

Det lyder fandens helligt, men er egentlig bare en slags midtlivskrise. Jeg er nu ikke bange for at dø. Men nu hvor jeg er her, skal jeg da sgufanme VÆRE her!

“Det virkeligt vigtige kan slet ikke ses med øjet. Kun med hjertet.” Det siger Den Lille Prins selv.

Mit hjertes syn fejler heldigvis intet. Bortset fra de skyklapper hverdagen indimellem sætter op. De skygger. Og så må de skygge. Til jeg får lirket dem af igen. Det kræver bare så fandens meget mod – og det løber jeg indimellem tør for.

Nå, men altså. Bare en forklaring på hvorfor der går laaaang tid imellem jeg ytrer mig her på siden.

Måske kan du os like

1 Comment

  • Reply Tina 21. november 2016 at 8:20

    Godt tænkt og godt skrevet. Dejlig læsning på en mandag morgen, hvor skyerne hænger lavt over mit lille hus i lille bitte alpeflække og jeg nærmest ikke har nogen alternativer til at være i nuet 🙂

  • Svar på indlægget