Kvindekamp anno ’17: Skal vi udslette vores køn for at blive taget seriøst?

5. marts 2017
rine_feminist_post

Kan en kvinde, der flasher bryster på den røde løber, blive taget seriøst i forhandlingslokalet? Er seksualiteten og retten til at bestemme over egen krop ligestillingens sidste bastion?

Kønsdebatten raser for tiden, hvor ”ældre” feminister anklager de ”unge” feminister for at være historieløse, og de unge anklager de ældre for at være bitre og gamle. Shit, det er en svær debat: For mens jeg godt kan se Anna Libaks pointe, når hun i denne uges femina siger: ”Hvis du gerne vil have indflydelse, skal du tage afsked med at være begærsobjekt (…) vi kan ikke begge dele samtidig”, er jeg også ved at dø af skræk ved tanken om det kønsneutrale samfund, hvor vi alle går rundt som jakkesæt-klædte robotter af frygt for at skille os ud, virke useriøse eller, gud bedre det, vække en mands begær. Det kan da umuligt være dér, vi som kvinder vil hen? Hvor vi skal dække os til, passe på og passe ind for ikke at komme til at vække en forsvarsløs mands ustyrlige lyster? Det virker på mig som en noget oldnordisk og respektløs tankegang – både i forhold til kvinder og da i høj grad også i forhold til mænd.

Personligt ELSKER jeg at være kvinde, med alt, hvad det indbefatter – både at have indflydelse på jobbet OG være begærsobjekt. For mig kan løsningen aldrig blive et enten-eller, men et både-og, hvor omdrejningspunktet er situationsfornemmelse. Man klæder sig ikke i en dybt nedringet kjole, når man skal underskrive en stor årsaftale. Her er alt for meget bar hud upassende – ligesom det ville være det, hvis mændene i virksomheden dukkede op i stramme bukser, hvor man tydeligt kan se hvilken side “den” ligger til og nedknappet skjorte med frit udsyn til bademåtten. Men omvendt diskvalificerer man da på ingen måde sig selv som intelligent og kvalificeret kvinde (eller mand), fordi man klæder sig flot og forførende på til en passende lejlighed.

Så ja – seksualiteten er i mine øjne stadig en af kønskampens store bastioner. Retten til at blive taget alvorligt og få respekteret sine grænser uden at skulle udslette sit køn i ensretningens og maskulinitetens navn. Det tror jeg hverken kommer mænd eller kvinder til gode. Hverken på arbejdsmarkedet eller i sengen.

 

Måske kan du os like

Ingen kommentarer

Svar på indlægget