Min indre djævel

21. april 2016

Jeg er beboet af en lille djævel. Nogle gange sover den sødt. Andre gange stikker den sit grimme hoved frem og kaster mig rundt i manegen. Fortæller mig, at jeg slet ikke dur til noget, ikke er elsket og lige så godt kunne flytte til langt pokker i vold – ingen ville savne mig alligevel. Andre gange driver djævlen mig fremad mod nye horisonter – fordi den puster til min lidenskab, vildskab og eventyrlyst. Og giver mig en fandenivoldsk energi til at ville overvinde alt og opnå det umulige.

Livet er fuldt af modsætninger. Sorg og glæde. Behovet for ro kontra længslen efter eventyr. Håbet om den store kærlighed, efterfulgt af angsten for at gå ind i den – for tænk nu, hvis man mistede den igen, eller den ikke blev gengældt.

Vores indre djævle og mest inderlige følelser er sjældent noget, vi taler om. Men det har jeg gjort til en af mine mærkesager at gøre. Fordi det er VIGTIGT, at vi mennesker har noget at spejle os i – så vi kan føle os genkendt og dermed måske også føle os lidt mindre ensomme og forkerte. I et sådan “møde” kan der ske det magiske at man føler sig både beriget og berørt af følelsen af fællesskab. Med en, man måske slet ikke kender! Og dét er i sandhed smukt.

Derfor blev jeg også ekstremt  inspireret da jeg i sin tid så Brené Browns Ted Talk om sårbarhedens styrke. Brown har i over 10 år forsket i sårbarhed, mod, autenticitet og skam – og er nået frem til flere interessante konklusioner: Blandt andet at de mennesker der kan karakteriseres som “whole-hearted”, er de der formår at omfavne deres sårbarheder og uperfektheder. Har du ikke allerede set hendes Ted Talk, så kig med her. Du kan også læse mere på Brené Browns egen blog.

 

Billedet er lånt fra http://last-nenya.deviantart.com/art/The-Sorrow-321402033.

 

Måske kan du os like

Ingen kommentarer

Svar på indlægget