Er der noget, jeg har rigeligt af, så er det laster. Jeg vælger konsekvent hvidt brød frem for klidkiks, tager bilen når jeg burde springe på cyklen og foretrækker til enhver tid spandevis af kaffe (eller rødvin!) frem for grøn te. Kort sagt: Jeg er helt og aldeles uperfekt. Ligesom alle andre. I mange år har det dog været totalt forbudt at stå ved sine laster. Skulle man være noget ved musikken, skulle man helst leve af glutenfri detox-hørfrø, have Madonna-arme og forsage ALT med kulhydrater. Især hvidt brød! Og smøger. Og ja, det ”frie” liv i det hele taget. Et sandt perfekthedstyranni har hersket, men – endelig – ser denne ørkenvandring udi dydens smalle sti ud til at være slut. De unge gør nemlig oprør! Det ”korrekte” er blevet mainstream, og som altid betyder det én ting: modreaktion. Ifølge fremtidsforsker Jesper Bo Jensen bliver det snart moderne at smide tøjlerne, være ligelad og leve livet, som du har lyst til at leve det – og oven i købet være stolt af det. Om du så er til smøger, fri sex og anti-mode eller blot ønsker at give fanden i moral og løftede pegefingre. Jeg er på! Og glæder mig over en ny generation af unge mennesker, der (som altid) gør oprør mod forældrenes måde at leve på. Forandring fryder – og bringer ny energi og fremdrift. Og i dette tilfælde: en langt større grad af personlig frihed til at leve som man lyster!
Så kære kvinde: hop med på bølgen og vær stolt af dig selv og dine laster. Det er blevet mainstream at være perfekt. Er det ikke bare fantastisk?
– De sidste tyve års moralske hensyntagen er på vej væk, og det samme er vores kontrol af væremåde og look. De unge generationer har fået nok af en lang laste- og kaloriefri tid, og nu kommer der en naturlig modreaktion”
Citat: fremtidsforsker Jesper Bo Jensen, ugens FEMINA, s. 90

Nye kommentarer